Skip to content

Grundlovsdag i solen

Ruds Vedby afholdt sin traditionelle grundlovsdag på den varmeste dag nogensinde med temperaturer, der svingede omkring 28,5 grader Celsius.

Dagen begyndte klokken 13.30 med kransenedlæggelse foran Kong Frederik den Syvendes buste. Kransen blev lagt af tidligere skolelærer Henning Nielsen. De 25 fremmødte borgere oplevede begivenheden med musik til, idet Ruds Vedby Garden troppede op med fuld musik.

Ruds-Vedbys Histories formand Bente Liselotte Jensen fortalte om, hvem der havde lavet busten, billedhuggeren Theobald Stein. Den blev afsløret i 1870. Hun takkede Henning Nielsen for at have lagt kransen, som han fik overrakt af Finn Holm, der havde iført sig en tidssvarende jaket. Kransen var sponseret af Anni og Jens, Løgtved Gartneri. Formanden takkede også Ruds Vedby Garden for sin deltagelse.

Derefter fortsatte garden, der spillede endnu et stykke musik, langs Rudsgade til naturlegepladsen, fulgt af forsamlingen. Klokken 14 lagde garden ud med arrangementet ved at spille endnu et nummer.

Derefter bød formand for lokalrådet, Ingse Rasmusen, velkommen. Flaget blev hejst, mens borgerne sang første vers “Der er ikke ingenting, som maner” (1915) af Axel Juel.

Derefter spillede den lokale musiker Thopper fra miniscenen. Så gik ordet til tidligere borgmester i Dianalund Kommune, Arne Kristensen, der holdt grundlovstalen.

Derefter blev Årets Borger udnævnt. 94-årige Ella Sørensen modtog noget overrasket, men taknemmelig, prisen for sit store arbejde i Det gamle Posthus, som er et mødested for alle borgere fra ung til ældre.

“Lokalrådet har den glæde at udnævne Ella Sørensen til Årets Ruds Vedby Borger. Altid hjælpsom og engageret – får livet til at hænge fint sammen for alle,” sagde Ingse Rasmussen blandt andet.

Ella Sørensen fik et flot diplom, tegnet af Ingse Rasmussen, og blomster og andet godt i en kurv i gave.

Bagefter var der underholdning ved Thopper, kaffe, kager fra Det gamle Posthus samt øl og vand fra La Vie. Undervejs gik nogle borgere over i Sognegården for at stemme til folketingsvalget. Festlighederne fortsatte under den skarpe sol til cirka klokken 16, hvorefter de omkring 70 fremmødte spredtes.

Back To Top
X