Foreningens historie

Foreningen Ruds-Vedbys Historie blev stiftet den 29. juni 2005.

Vi blev hurtigt 92 medlemmer, som pt. er steget til 150 medlemmer. Borgere som kunne tænke sig at bidrage med ting, billeder eller fortællinger, er velkomne til at kontakte foreningen.

Behovet for at kende til Ruds Vedbys historie – både i ældre og nyere tid – har udmøntet sig i et privat initiativ, som startede den 5. juni 2001. Bente Liselotte og Carsten “Busser” Jensen, Ruds Vedby, har gennem 4½ år samlet effekter i form af bøger, malerier, film, billeder og fortælliger, der tilsammen fortæller om Ruds Vedbys historie. Den 29. juni 2005 stiftededes foreningen Ruds Vedbys historie, som ved årsskiftet 2005/06 havde 92 medlemmer. Der indsamledes materiale i form af tekst og billeder om Ruds Vedby-egnens huse/bygninger.

Ejere af huse, gårde, forretninger m.m. bedes, hvis de har lyst, nedskrive stedets “historie” og aflevere dette sammen med beskrivende billeder til foreningen, der i øvrigt gerne kommer og fotograferer, hvis der er behov for det. Ruds Vedby borgere har beredvilligt fortalt deres livshistorie, og mange har doneret historiske materialer af den ene eller anden art. Der kommer “gamle” Ruds Vedby-borgere fra hele landet for at gense deres barndomsby og møde mange af byens borgere. Der har også været udstilling i Sognegården, i plejecentret Søparken og på Ruds Vedby Skole, hvor alle har vist stor interesse for byens fortid og nutid. Der arbejdes på i bestyrelsen at få et blivende sted til alle effekterne, samt at holde åbent evt. en gang om måneden. Ifølge foreningens vedtægter må alle indkomne effekter aldrig forlade Ruds Vedby.

Ruds Vedby er en gammel by med både borg og kirke. Den første gang at navnet med sikkerhed nævnes er den 9. oktober 1307 i formen Stixwithby, på moderne dansk; Stigs Vedby. Allerede på det tidspunkt har man altså haft brug for at skelne byen fra Vedbynørre og Vedbysønder.

Man ved ikke, hvem den pågældende Stig var, men formodenligt et medlem af Hvideslægten, der er de ældst kendte ejere i Ruds Vedby. Ofte anvendes en form fra 1248 (withbii), som det ældste belæg på Ruds Vedby, men det er næppe rigtigt, idet denne form snarere vedrører Vedbynørre.

Man må således hævde, at overleveringen lægger op til 700 års jubilæum i 2007. Det afspejler naturligvis ikke byens alder, da 1307 kun er det tilfældige år, hvorfra vi kender navnet første gang. Udfra navnetypen at dømme må der være tale om en by, som går tilbage til vikingetiden, ja måske endda før. Med andre ord kan den nemt have været 500 år gammel, da dens navn blev nedskrevet i 1307. Det nuværende navn skyldes adelsslægten Rud, som i mange år ejede borgen og byen, og af denne slægts middelalderborg er der endnu en del at se. Den nuværende hovedbygning på Vedbygård består af tre dele: Sydfløjen, som er fra omkring år 1500, nordfløjen, der formegenlig er ca. 40 år yb´ngre, og den nuværende vestfløj fra 1855.

Der er altså nordfløjen og sydfløjen, der er dele af den gamle borg, men som de fremstår i dag er de stærkt præget af senere ombygninger. Hovedbygningen på Vedbygård har siden 1925 været benyttet som rekonvalecenthjem, administreret af diakonissestiftelsen.

UNder grevens fejde blev borgen i 1535 ødelagt af borgerne fra Slagelse (!), men ejeren Knud Rud fik hurtigt genopbygget borgen og forstærket den med en mur, der mod øst forbandt de to bygninger. Borgen var beskyttet af voldgraven og dengang tillige af Dragesøen, der lå vest og nord for borgen.

Kirken, der ligger tæt ved borgen, er påbegyndt i romansk tid og ombygget i gotisk tid. Det gotiske tårn med trappegavlene har blændinger med Rud-våbenet, det samme tegn, som kendes fra ruder på spillekort. Tegnet findes også i mønstermuringen på gårdsiden af Vedbygårds nordfløj.

Rundt om Ruds Vedby findes flere store oldtidsminder fra stenalderen. Lundebjerg og Snarebakken lige vest for byen har hver en stendysse, og i en have i byens udkant ligger en anselig langdysse med tre kamre og store randsten.

I længere afstand fra byen, men i sognet, ligger yderligere 8 langdysser, 2 rund-dysser, 3 dyssekamre og en lille jættestue. Snarebakken skal man i øvrigt holde sig fra om natten: I bakken ligger Esbern Snares hest begravet, og den spøger!